Følgerne af emotionelle omsorgsvigt i barndommen

Mange voksne kommer i terapi hos mig, fordi de har det rigtig dårligt i deres familie. Det kan være i forhold til deres forældre og eller søskende. De har gået i årtier med følelsen af at ikke være en del af fællesskabet.              En prudelknabe, det sorte får og med følelser af skyld, skam og forkerthed. Nogle er blevet deprimeret og oplever sig fastlåste og lider afmagt.

Gennem psykoterapien lærer de at se sig selv mere ude fra (eksternalisere) og får redskaber til at forstå sig selv og sin familie på ny. Får støtte og hjælp til at finde vej til et sundere liv med glæde og livskvalitet, men også med at få styrket ens selvværd og selvforståelse.

I en sund familie er der sunde stærke samhørighedsfølelser, integritet og selvstændighed, der er livets benzin og drivkraft bag vores motivation, engagement og vitalitet – altså vores evne at føle os forbundet med andre. Samtidigt med at vi skal holde os adskilte og autentiske. Dette læreres på den sunde måde tidligt i livet med venligsindede og af følelsesmæssig generøse omsorgspersoner.

I dysfunktionel familie med emotionelt umodne forældre oplever de sig som gode og dårlige personer. Derfor bliver de aggressive og defensere, når nogen prøver at tale med dem om noget, de har sagt eller gjort. De kan ikke se sig selv udefra. De kan ikke rumme nuancer omkring dem selv, end den måde de foretrækker at se sig selv på. Umodne forældre er ret optaget af roller og stereotyper måder at være på. De møder ikke barnet på en tilstrækkelig empatisk og mentaliserende måde, så barnets integritet, livsduelighed, selvværd og fysiske helbred kompromitteres.

Alle i den dysfunktionelle familie skal forblive i deres roller, og man skal ikke skille sig ud. Dette giver et indsnævret voksenliv. Dvs. at en person barn som voksen ønsker at træde ud af sin rolle, forskydes hele dynamikken i familiesystemet og der vil komme stor modstand fra forældre, søskende og andre betydningsfulde familiemedlemmer. Dette er ofte med trusler og ekskludering af familien. Dvs. at de ikke får reflekteret og ser ikke egen andel, siger undskyld. De vil holde fast i at modsætte sig en åben dialog, de påtager sig ingen ansvar og barnet sidder tilbage med føle sig forkert. Skam fører til selvhad og foragt. Det ligger i dynamikken at det voksne barn der skal indordne sig og blive som før igen. Forældrene påtager sig inden ansvar eller siger undskyld. Men forventer at det voksne barn holder op med at hænge sig i fortiden.

trivsel-mistrivsel-mobning-prygelknabe-omsorgsvigt-trauma-vivi-hinrichs-aarhus

 

Det som man IKKE fik i barndommen 

Man har ikke lært helt basale ting, som vide hvad man har brug for, mærke behov, at kunne sætte ord på hvad der rigtigt og forkert og lade være med at gøre at tage usunde beslutninger. Lære at give udtryk for behov og sætte ord på, lære at sige nej, sætte sunde grænser, og passe på sig i forhold til at leve sundt, få søvn nok, sund kost og økonomi osv.

Tomhedsfølelser kommer af at ikke have været spejlet, set, hørt og rummet tilstrækkeligt i den første tilknytningsrelation. Man har internaliseret det tomme, fraværende og utilgængelige blik i omsorgspersonens øjne.

Når et barn behandles som en ikke-person, som om dets indre verden, sind og følelser ikke eksisterer eller er vigtige for mor eller far, oplever barnet sig usynligt, uvirkeligt og anderledes. Et menneske der er faldet ud af amilien, fællesskabet og menneskeheden.

Mange der oplever at vokse op hvor de bliver følelsesmæssigt svigtet, er ofte forældrenes rådgiver og tager ansvar for familiens velbefindende. De kan snart ikke tro at nogen har lyst til at være sammen med dem, og tror at de skal please andre eller at spille en rolle når de er sammen med andre.

Vi får den hjerne og det nervesystem, vores omsorgspersoner giver mulighed for, deres mentaliserings-kapacitet bliver vores. Det lille barns ufærdige hjerne er utrolige sårbar over for kritisk afvisning, marginalisering og eksklusion.

Hvis man er opvokset i dysfunktionelle familie, er man mere eller mindre tilbøjelig til at blive sensitiv – over opmærksom på ”farer”. Andre kalder det at have antennerne ude.

Det følelsesmæssige omsorgsvigt er kompleks og næste usynlig omsorgsvigt. Det kan være svært at sætte ord på, fordi det handler mere om det, forældrene ikke gjorde, end det, de gjorde og da mna som barn ikke ved hvad man kan forvente med hensyn til omsorg, kan man senere i livet heller ikke udtrykke hvad det var i barndommen og i relationen til forældrene, det nu bevirker til den intense psykologiske smerte i form af tomheds og ensomhedsfølelser.

Når forældre ser deres barns naturlige behov og autencitet som forkert, vil barnet selv begynde at tvivle på sin egen legitimitet, og se sine egne behov og ønsker som forkerte, onde, selvviske og skamfulde. Barnet vil opleve forældrenes kritiske blik og stemme og bortcensururer alle spontane livsytringer.

Det kan opleves som fantomsmerter fra en barndom, der ikke længere findes. Da det er en usynlig kraft fra barndommen styrer os lang ind i voksenlivet. Man har ondt over noget der ikke længere eksistere men som lever indeni én og popper op i ens tanker, kropfornemmelser og overvælder en følelsesmæssigt. Hvor dette kan skabe en indre uro og stress. Så den voksne  (barns tab) af livsglæde, trivsel og sundhed og de mange multiple problematikker, der følger i kølvandet af et tidligt emotionelt omsorgssvigt herunder særlig følelser af forladthed, forkerthed og skam.