Mentalisering

Hvad er mentalisering?

Mentalisering er en mental aktivitet, der vedrører at opfatte og forstå egen og andres adfærd ud fra de mentale tilstande, der kan ligge bag. Mentale tilstande er følelser, tanker, intentioner, behov, ønsker mv.

Det pædagogiske arbejde med børn, der har særlige behov for støtte, er ofte forbundet med udfordringer for den fagprofessionelle. Hvilket udfordrer at man som lærer eller pædagog kan understøtte barnets udvikling, trivsel og læring med afsæt i de specifikke vanskeligheder og ressourcer, som det enkelte barn har.

I det pædagogiske arbejde udfordres lærer og pædagoger ofte i arbejdet med disse børn så de berøres som en fagpersonligt. Følelser som vrede, frustration og utilstrækkelighed kan opstå. Den mentaliserende tilgang giver et bud på, hvordan du som fagprofessionel kan bruge mentalisering som et konkret værktøj til at understøtte barnets udvikling og læring samt til at opnå bevidsthed om dine egne reaktioner.

Hvad angår inklusion er mentalisering aktuelt, da inklusion bl.a. stiller store krav til den professionelle om at forstå baggrunden for barnets eller den unges adfærd. Adfærd, som umiddelbart kan synes uforståelig, vil give mening med fokus på hvilke mentale tilstande, der kan ligge bag adfærden. Fremfor kun et fokus på selve adfærden. På den baggrund skabes der muligheder for barnets udvikling; konflikter løses, egne reaktioner tages hånd om, passende mål sættes, relevante strategier udformes og afprøves og så videre.

Definitioner af mentalisering

  • Hvilken mental tilstand der ligger bag en given adfærd
  • at have sind på sinde
  • At være åben (minimere fordomme) og hver nysgerrig
  • At være opmærksom på egne og andres mentale tilstande
  • At forstå misforståelser
  • At se sig selv udefra og den anden indefra
  • At se bagom adfærden
  • En måde at være sammen på

Mentalisering er;

For det meste benytter vi os alle automatisk uden bevidsthed om, at vi mentaliserer. Vi bruger vor evne til mentalisering, når vi er alene, og når vi interagerer med andre mennesker.

Mentalisering er at forstå andres og egen adfærd ud fra de mentale tilstande, der kan ligge bag.

Mentale tilstande er blandt andet følelser, tanker, intentioner, ønsker, behov, antagelser mv.

Mentalisering har betydning for samspillet mellem mennesker

Hvorfor mentalisere?

Mentalisering hjælper dig til at handle hensigtsmæssigt i en situation. Det bliver særligt tydeligt for os, når der optræder et mitchmatch fx når andre handler på en måde, som ikke stemmer overens med ens egne ønsker, behov eller antagelser. Når der opstår misforståelser eller konflikter, så er det hensigtsmæssigt at mentaliserer, så du overvejer og reflekterer over dine egne og den andens mentale tilstande i situationen. Ved at understøtte de sociale relationer gennem mentaliseringen vil du herigennem handle mere konstruktivt, end hvis du udelukkende kun gør brug at automatiske antagelser om dig selv og andre.

En væsentlig pointe er, at når han bruger mentalisering, så beskæftiger man sig med hvilke følelser, intentioner, tanker mv. en samlever kan have, men man definerer ikke hvilke mentale tilstande, der er på spil i den anden.

Mentalisering har betydning for samspillet mellem mennesker.

Evnen til mentalisering er helt central, når vi indgår i relationer med andre. Når vi mentaliserer, kan vi bedre forstå og sætte os ind i hinandens mentale tilstande (herunder vore egne). Evnen til at mentalisering er en forudsætning for at have vedvarende meningsfulde relationer og en stabil selvfølelse. Ved at mentalisere ser man den andens perspektiv samtidigt med, at man holder fast i sig selv.

Gennem mentalisering lærer man egne følelser og tanker at kende og forstår, at de er baggrunden for ens adfærd.

Mentalisering tæt forbundet med evnen til at regulere sine følelser.Det giver en fornemmelse af kontrol og selvbevidsthed.

Teori om mentalisering opstiller en teoretisk ramme om børns udvikling samt om konsekvenserne af traumer og omsorgssvigt for barnets udvikling. Endvidere rummer tilgangen en måde at forstå og behandle psykopatologi på.

Udvikling af evnen til mentalisering afhænger i høj grad af de tidlige følelsesmæssige samspil, som barnet har med sin mor (primær omsorgsperson). Her lærer barnet at regulere sine følelser, hvilket udvikles sideløbende med evnen til mentalisering. Spædbarnet fødes med forudsætningerne for at kunne udvikle evnen til at mentalisere. Den evne udvikles gennem det tidlige samspil med mor.

De spædbørn, der ikke bliver set som psykologiske væsener, med deres egne mentale tilstande og som ikke får hjælp til at regulere sine følelser, kan fremadrettet have vanskeligheder hermed. Omsorgssvigtede og traumatiserede børn og unge har ofte en skrøbelig mentaliseringsevne, men mentalisering kan læres. En af styrkerne ved den mentaliseringsbaserede tilgang er netop, at evnen til mentalisering kan udvikles i samspil med andre og dermed kan læres. Dette indebærer, at børn, unge og voksne mennesker, der endnu ikke har modtaget tilstrækkelige udviklingsfremmende samspil, kan lære det. Heraf udspringer mentaliseringsbaseret pædagogik.

Mentaliseringssvigt

Når vi har højintense følelser kan vi opleve mentaliseringssvigt.

Når den følelsesmæssige intensitet er høj, er evnen til mentalisering hæmmet og kan helt svigte. Mennesker varerier ift, hvor deres tærskel for mentaliseringssvigt er. Nogle mennesker har en lav tærskel, og andre en højere tærskel. Der findes tre forskellige former for mentaliseringssvigt.

De tre former for mentaliseringssvigt kaldes også præmentaliserende modi. Disse modu er måder at tænke og interagere på som udviklingsmæssigt går forud for mentalisering.

Tre former for mentaliseringssvigt:

Psykisk ækvivalens modus

Når verden opleves i psykisk ævivalens, så sættes der lighedstegn mellem den ydre og den indre verden; mellem virkeligheden og mentale tilstande. Det, der foregår indeni mit sind, er virkeligheden. Det, jeg føler og tænker, er virkeligheden; det er sådan det er.Eksempler på psykisk ækvivalens er drømme, posttraumatiske flashbacks og paranoide vrangforestillinger. Også konkret tænkning kan være tegn på psykisk ækvivalens på den vis at det, personen tænker, er den konkrete virkelighed. F.eks. ”Hvis jeg tænker, du ikke kan lide mig, så kan du ikke lide mig”. I psykisk ækvivalens er andre perspektiver ikke tilgængelige. Der er ikke andre måder at se det på.

Forestillingsmodus

I forestillingsmodus er der for stor afstand mellem de mentale tilstande og virkeligheden. I modsætning til i psykisk ækvivalens er mentale tilstande således frakoblet virkeligheden, samtidigt er de mentale tilstande ikke relateret til virkeligheden på en fleksibel måde. Der er lidt kontakt mellem mentale tilstande og virkeligheden. Et typisk tegn på forestillingsmodus er, at der mangler følelsesmæssig bund i det, der tales om. Forestillingsmodus kan opleves som en pladespiller, der sættes i gang eller som papegøjesnak.

Teleologisk modus

Teleologisk modus er kendetegnet ved at det for personen kun er det fysiske, der tæller. Kun fysiske tegn på andres mentale tilstande tages for gode varer som udtryk for vedkommendes mentale tilstande. Kun det, som er i den fysiske verden, gælder og tæller. F.eks. “du ringede ikke til mig, som du sagde, du ville, så du kan ikke lide mig”.

Ikke-mentalisering

Det er relevant at være opmærksom på mentaliseringssvigt hos både sig selv og andre. Der skelnes mellem flere former for ikke-mentalisering, som det kan være relevant at være opmærksom på både hos sig selv og andre.

Pseudomentalisering

Pseudomentalisering er at udtrykke absolut vished om mentale tilstande uden at erkende at mentale tilstande er ugennemsigtige. At mentale tilstande ikke kan ses og at man ikke med sikkerhed kan vide hvilke mentale tilstande, der ligger bag en given adfærd. Der findes flere typer af pseudomentalisering, som jeg ikke vil komme nærmere ind på her.

Misbrug af mentalisering

Misbrug af mentalisering indebærer en vis forståelse for mentale tilstande, men måden denne forståelse bruges på, er skadelig for den anden. Denne form for ikke-mentalisering ses ofte ved fordrejning af andres følelser for at værne om egne interesser og ved kognitiv empatisk forståelse (jeg forstår du har følelser) uden affektiv empati (jeg kan ikke dele den følelse, du oplever med dig).

Fire dimensioner ved mentalisering

Mentalisering kendetegnes ved, at man både er opmærksom på egne og andres mentale tilstande.

Det er væsentligt, at der er balance på mentaliseringens fire dimensioner hos mennesket. 

Automatisk/implicit —- Kontrolleret/eksplicit

Selv — Anden

Kognitiv — Affektiv

Indre  –  Ydre

  • Automatisk mentalisering/implicit mentalisering: Automatisk mentalisering er kendetegnet ved hurtig bearbejdning, og at denne form for mentalisering overvejende foregår ikke-bevidst.
  • Kontrolleret mentalisering/explicit mentalisering: Kontrolleret mentalisering er en relativt langsom proces, der kræver sprog, refleksion, og at personen gør en aktiv mental indsats.
  • Selv: Fokus på ens egne mentale tilstande.
  • Anden: Fokus på den andens mentale tilstande.
  • Kognitiv: Fokus på tanker, antagelser, mål og andre kognitive mentale tilstande.
  • Affektiv: Fokus på følelser, ønsker, behov og andre affektive mentale tilstande.
  • Indre: Mentaliseringens aktuelle fokus er på indre tilstande hos sig selv eller den anden, f.eks. fornemmelser i kroppen, tanker, følelser mv.
  • Ydre: Mentaliseringens aktuelle fokus er på ydre forhold, f.eks. ansigtsudtryk, nonverbalt kropssprog mv.

Øvelse for de professionelle: Barnets aktuelle udviklingsniveau

  • Det, der skal til, er, at barnets udvikling understøttes ved at blive tilbudt et almindeligt udviklingsfremmende samspil af de voksne. Dette samspil er båret af en mentaliserende indstilling og hjælp til selvregulering og bevirker langsomt, at der opstår en følelse af tryghed ved og tillid til andre mennesker.
  • Hvordan påvirker det barnet at have oplevet traumer og/eller omsorgssvigt?
  • Et uddrag af relevante aspekter at forholde sig til (mentaliseringskompetence)
  • Øvelsen har til formål at skærpe din opmærksomhed på relevante måder, som traumer kan påvirke et barns funktionsniveau på. Det er vigtigt ikke at handle på antagelser, men at afdække/overveje, hvordan traumet påvirker det enkelte individ. Du bør tage højde for alderssvarende udvikling på barnets alderstrin.
  • Lav gerne afdækningen sammen med de kolleger, der kender barnet. Jeres beskrivelser definerer ikke sandheden, men giver et øjebliksbillede af jeres kendskab til barnet lige nu. Med afsæt heri kan i udvikle pædagogiske strategier, der tager afsæt i barnets aktuelle udviklingsniveau, og som derfor med større sandsynlighed vil nå barnet i nærmeste udviklingszone. Ofte er analysen med til at give de professionelle mere realistiske forventninger med hensyn til, hvad de kan kræve af barnet lige nu. Desuden giver det ofte grundlag for medfølelse og større forståelse af barnets adfærd, som gør det nemmere at bevare en mentaliserende indstilling overfor barnet generelt og særligt i tilspidsede situationer.
  • En mentaliseringsbaseret tilgang kan ses som en del af bestræbelserne på at skabe et læringsmiljø.
  • Relationer: Når man metalliserer, holder man fast i sig selv samtidig med, at man ser den andens perspektiv. Man forsøger at forstå den andens og sin egen adfærd ud fra de mentale tilstande, der ligger bag, hvilket er med til at skabe mening. Dette er væsentligt for at kunne indgå i meningsfulde og stabile relationer til andre mennesker, idet en relation er oppebåret af forståelse og indlevelse i hinanden samtidig med, at man mærker sine egne grænser, ønsker, behov mv.
  • En mentaliseringsbaseret tilgang kan ses som en del af bestræbelserne på at skabe et læringsmiljø.
  • Metalliserer, sker, når en stopper op og overvejer: At være opmærksom på baggrunden (intentioner) for andres adfærd er kun den ene del af metallisering.Selv: Evnen til at metallisere er en forudsætning for at have en oplevelse af at være et sammenhængende selv over tid. Metalliserings understøtter selvregulering og selvkontrol (herunder at kunne hæmme impulser). At reflektere over sine egne og den andens mentale tilstande som baggrund for adfærd (at kunne se konteksten ude fra) er med til at give en fornemmelse af at have kontrol. Adfærd er ikke bare noget, som sker automatisk og pludseligt. Man kan i et vist omfang regulere ens mentale tilstande og dermed styre ens adfærd.
  • Relationer: Når man metalliserer, holder man fast i sig selv samtidig med, at man ser den andens perspektiv. Man forsøger at forstå den andens og sin egen adfærd ud fra de mentale tilstande, der ligger bag, hvilket er med til at skabe mening. Dette er væsentligt for at kunne indgå i meningsfulde og stabile relationer til andre mennesker, idet en relation er oppebåret af forståelse og indlevelse i hinanden samtidig med, at man mærker sine egne grænser, ønsker, behov mv.
  • Metalliserer, sker, når en stopper op og overvejer: At være opmærksom på baggrunden (intentioner) for andres adfærd er kun den ene del af metallisering.Selv: Evnen til at metallisere er en forudsætning for at have en oplevelse af at være et sammenhængende selv over tid. Metalliserings understøtter selvregulering og selvkontrol (herunder at kunne hæmme impulser). At reflektere over sine egne og den andens mentale tilstande som baggrund for adfærd (at kunne se konteksten ude fra) er med til at give en fornemmelse af at have kontrol. Adfærd er ikke bare noget, som sker automatisk og pludseligt. Man kan i et vist omfang regulere ens mentale tilstande og dermed styre ens adfærd.

Nyhedsmail

Modtag de nyeste tilbud og tiltag fra Psykologipsykiatri

Tak for din tilmelding