MOR OG VOKSEN DATTER
Mor og voksen datter: Da kulturen skiftede sprog – og hvorfor I taler forbi hinanden
Mor og voksen datter er en af de relationer, hvor forskellen mellem to generationer bliver allermest mærkbar. Ikke fordi der er mindre kærlighed mellem jer, men fordi I er vokset op i to vidt forskellige kulturelle landskaber. I lærte ikke bare forskellige ting. I lærte at tale om følelser på to forskellige sprog – og ingen af jer har fået det andet sprog med fra barnsben.
Der er en scene, som går igen i mange af de samtaler, jeg har med voksne døtre. Datteren sidder over for mig og siger: “Min mor forstår mig ikke. Hun spørger, hvordan jeg har det, men når jeg svarer, bliver det alligevel forkert. Hun kommer med løsninger, eller hun bliver såret. Og bagefter har jeg dårlig samvittighed over at være utaknemmelig.”
Og når jeg så taler med mødrene – ofte kvinder født i 1950’erne og 1960’erne – siger de: “Jeg har gjort alt for hende. Jeg har altid været der. Og nu føler jeg, at uanset hvad jeg gør, er det forkert. Hun siger, at jeg ikke lytter, men hun fortæller mig ikke, hvad hun vil have, at jeg skal gøre.”
Begge har ret. Og det er præcis pointen.
Der er ingen, der er skyldig, og ingen, der har fejl.
Der er to kvinder, der elsker hinanden, og som er blevet udstyret med to forskellige sprog til at tale om det, der betyder mest. Det er ikke et personligt svigt. Det er et kulturhistorisk vilkår – og det kan man faktisk gøre noget ved, når man først forstår det.
Barndommen i 1960’erne og 1970’erne: en anden verden
For at forstå, hvorfor mor og voksen datter kan tale forbi hinanden så grundigt, er man nødt til at se på, hvordan morens barndom faktisk var.
Mange af de kvinder, der i dag er mødre til voksne døtre, er vokset op i en tid, hvor børn ikke var samtalepartnere. De var en del af husstanden. Man blev opdraget, man blev holdt øje med, man blev sat i sving – men man blev ikke spurgt, hvad man følte. Det var ikke ondskab. Det var bare den måde, verden fungerede på.
Opdragelsen var i høj grad praktisk og autoritær. Man skulle lystre. Man skulle tage hensyn. Man skulle ikke gøre sig bemærket. Sætningen “børn skal ses, men ikke høres” var ikke bare et mundheld – den var en hel pædagogik. Følelser var noget, man håndterede i det stille, hvis man da håndterede dem. Man græd ikke ved bordet. Man var ikke vred på sin mor. Man sagde ikke, at man var bange.
Der var også en anden side af 1970’erne, som mange glemmer:
oprøret mod netop den opdragelse. Antiautoritær opdragelse, kollektiver, frisind, nye familieformer. Mange af de mødre, der i dag er omkring tres, blev selv forældre i en tid præget af opgør med autoriteter. De ville gøre det anderledes. De ville give deres børn frihed.
Men – og det er her, det bliver vigtigt – de havde ikke et sprog for det indre liv. De havde et oprør, men ikke et psykologisk vokabular. De kunne sige nej til den gamle opdragelse, men de kunne ikke nødvendigvis sætte ord på, hvad der skulle komme i stedet. Så man gjorde det så godt, man kunne, med de redskaber man havde. Og nogle gange blev det til en pendullen mellem at være for streng og at være for fraværende.
Samtidig skete der noget afgørende med kvindernes liv: De kom i højere grad ud på arbejdsmarkedet. Det var en frigørelse – og det var også en kæmpe omvæltning i den måde, børn blev passet på.
Fremmedgørelsen: fra hjemmet til institutionen
I løbet af 1960’erne og 1970’erne blev daginstitutionerne udbygget markant i Danmark. Det var en politisk beslutning, som hang sammen med, at flere mødre skulle ud at arbejde, og som også var udtrykt som et ønske om at give børn gode, pædagogiske miljøer frem for at lade dem passe hjemme eller af skiftende barnepiger.
Det er vigtigt at sige klart: Det var ikke en fejl, og det er ikke daginstitutionerne, der er problemet. Børn kan trives fremragende i institutioner, og mange gør det. Men der skete noget kulturelt, som har haft langvarige konsekvenser, og som sjældent bliver talt om i familierne.
For det første:
Barnet lærte tidligt at være ét blandt mange. Det lærte at tilpasse sig, at vente på tur, at dele opmærksomhed, at være den, der ikke krævede for meget. Det er kompetencer, som er værdifulde – men de blev ofte lært på bekostning af noget andet: oplevelsen af at være den ene, der er uundværlig for et andet menneske.
For det andet:
Moren lærte at aflevere. Hun lærte at gå på arbejde, mens barnet græd, og at holde fast i, at det var det rigtige. Hun lærte at dæmpe sin egen reaktion, fordi hun ellers ikke kunne komme af sted. Det er en nødvendig tilpasning i en travl hverdag – men det er også en træning i at lukke ned for sine egne følelser i forhold til sit barn. Og den træning bliver ofte siddende.
For det tredje:
Barnet lærte, at dets følelser ikke var noget, der blev taget hånd om i det øjeblik, de opstod. Man kunne græde, men der var mange andre børn. Man kunne være ked af det, men man skulle videre. Det er ikke omsorgssvigt. Det er en anden form for omsorg – en form, hvor følelser bliver noget, man selv skal håndtere.
Det er den arv, der i dag viser sig i relationen mellem mor og voksen datter. Moren har lært at klare sig selv følelsesmæssigt. Hun har lært ikke at være til besvær. Hun har lært, at man ikke sidder og taler om, hvordan man har det – man gør noget i stedet. Og når datteren så kommer og vil tale om følelser, møder hun en mor, der ikke har den samme adgang til det sprog.
Det er ikke, fordi moren ikke føler. Det er, fordi hun aldrig har fået øvet sig i at sætte ord på det.
Skilsmisserne: da familien blev en forhandling
Op gennem 1970’erne og 1980’erne blev skilsmisser markant mere almindelige i Danmark. Lovgivningen blev ændret i slutningen af 1960’erne, så det blev lettere at blive skilt, og i løbet af ganske få årtier ændrede familiebilledet sig fundamentalt.
Det betød, at rigtig mange børn fra den generation oplevede, at deres forældre blev skilt. Og det betød noget – ikke nødvendigvis fordi skilsmisse i sig selv skader børn, men fordi den måde, man håndterede det på, ofte var præget af den samme tavshed, som prægede resten af kulturen.
Man blev ikke nødvendigvis spurgt, hvordan man havde det.
Man blev ikke nødvendigvis forklaret, hvad der skulle ske. Man blev måske placeret i en situation, hvor man skulle tage stilling til, hvem man helst ville bo hos – og hvor man mærkede, at det svar ville gøre ondt på nogen. Man lærte at være loyal over for begge, og man lærte at holde sine egne følelser tilbage for ikke at belaste nogen.
Mange voksne døtre i dag har en mor, der selv var barn i den slags skilsmisse.
Og det betyder, at moren har lært at håndtere svære følelser ved at pakke dem væk. Hun har ikke fået erfaring med, at det kan være trygt at tale om det svære. Hun har fået erfaring med, at det er noget, man kommer igennem ved at holde ud og holde sammen.
Der er også en anden dynamik, som er meget almindelig:
parentificering. Det er, når et barn kommer til at fungere som forælder for sin egen forælder – følelsesmæssigt. Det kan være datteren, der bliver morens fortrolige efter skilsmissen. Det kan være hende, der trøster, hende, der lytter, hende, der holder styr på, at mor har det okay.
Når den datter bliver voksen, står hun i et dilemma.
Hun har aldrig rigtig fået lov til at være barn i relationen til sin mor. Og nu, hvor hun gerne vil have noget andet – at blive mødt, at blive lyttet til, at få plads – så er der ingen vane for det. Rollerne er fordelt, og de er svære at ændre, fordi de blev dannet, længe før nogen af dem kunne sætte ord på det.
Det nye sprog: da datteren lærte at tale om det indre
Nu kommer vi til det, der for alvor skaber kløften.
Datterens generation – ofte født i 1980’erne og 1990’erne – er den første generation, hvor psykologisk viden for alvor blev en del af uddannelserne og af det almindelige sprog. På universiteterne, på seminarierne, i professionsuddannelserne lærte man om tilknytning, om mentalisering, om grænser, om traumer, om følelsesregulering, om anerkendelse.
Det er en kæmpe gevinst. Det er et sprog, som gør det muligt at forstå sig selv og andre på en måde, som tidligere generationer ikke havde adgang til. Det er et sprog, der kan bryde tavshed og skabe forandring.
Men det er også et sprog, som moren aldrig har lært. Og her opstår der et problem, som er både smertefuldt og meget lidt talt om:
Datteren kommer hjem med et nyt sprog – og bruger det nogle gange som et våben, uden at mene det.
Hun siger: “Du mentaliserer ikke.” “Du overtræder mine grænser.” “Du er ikke følelsesmæssigt tilgængelig.” “Det er en form for kontrol.”
For datteren er det en beskrivelse af noget, hun oplever. For moren er det en dom over hele hendes liv som mor. Hun hører ikke “jeg har brug for noget andet”. Hun hører “du har fejlet”. Og når man hører det, går man i forsvar – eller man lukker ned.
Det er den tragiske dynamik:
Datteren har fået et sprog, der kan beskrive problemet, men som ikke nødvendigvis kan løse det, fordi sproget i sig selv bliver en ny kilde til konflikt. Moren har ikke sproget, men hun har handlinger, omsorg, praktisk kærlighed – og den kærlighed bliver ikke anerkendt, fordi den ikke kommer i den form, datteren har lært at genkende som kærlighed.
Det er værd at sige højt:
At moren ikke taler om følelser, betyder ikke, at hun ikke har dem. Det betyder, at hun har lært at udtrykke dem på en anden måde. Hun laver maden. Hun husker fødselsdagen. Hun spørger, om du har en frakke med. Hun ringer for at høre, om du er kommet godt hjem. Det er ikke et dårligere sprog. Det er et andet sprog.
Fra ingen mentalisering til mentalisering: en kulturel revolution
Mentalisering er et af de begreber, der bedst beskriver, hvad der er sket kulturelt.
Mentalisering betyder kort sagt evnen til at forstå sin egen og andres adfærd ud fra indre tilstande – tanker, følelser, intentioner, behov. Det er evnen til at tænke: “Hvad sker der mon indeni hende, siden hun gør sådan?” frem for bare at konstatere: “Hun er irriterende.”
I den kultur, moren blev opdraget i, var mentalisering ikke en udbredt praksis. Man forholdt sig til adfærd. Barnet græd – man sagde “hold op”. Barnet var vred – man sagde “sådan taler man ikke”. Man spurgte ikke, hvad der lå bag. Man korrigerede det, der var udenpå.
Det betyder ikke, at man ikke elskede sine børn. Det betyder, at man ikke havde den forståelsesramme, som vi i dag tager for givet.
I dag ved vi, at børn har betydning. Ikke bare som fremtidige voksne, men som mennesker her og nu. Vi ved, at børns oplevelser former deres nervesystem. Vi ved, at det, der sker i relationen, sætter sig i kroppen. Vi ved, at følelser skal anerkendes, ikke bare korrigeres. Vi ved, at børn har ret til at sige fra, til at have grænser, til at blive mødt i det, de oplever.
Det er en kæmpe fremskridt. Det er en af de vigtigste kulturelle forandringer i nyere tid.
Men det skaber også et nyt problem, som vi ikke har talt færdigt om:
Vi dømmer fortiden med nutidens målestok.
Datteren vurderer sin mor ud fra en standard, som moren aldrig har fået mulighed for at leve op til. Moren bliver målt på mentalisering, grænsesætning og følelsesmæssig tilgængelighed – begreber, der ikke fandtes i hendes opdragelse. Og det er ikke retfærdigt, selv om datterens oplevelse er reel nok.
Det er heller ikke retfærdigt den anden vej. Moren kan ikke bare sige: “Sådan var tiden.” For datterens oplevelse af at mangle noget er også sand. Hun har mærket, hvad det gør ved et menneske ikke at blive mødt. Hun har ret til at ville have noget andet.
Begge erfaringer er sande. Og det er først, når begge får plads, at noget kan forandre sig.

Skammen på begge sider
Under hele denne dynamik ligger skam – og det er vigtigt at forstå, fordi skam er det, der blokerer forandring.
Morens skam handler om: Jeg har fejlet som mor. Hun har gjort alt, hvad hun kunne, og nu får hun at vide, at det ikke var nok. Det er en af de mest smertefulde oplevelser, et menneske kan have, fordi moderskab er så tæt forbundet med identitet.
Datterens skam handler om: Jeg er utaknemmelig. Hun ved, at moren har gjort sit bedste. Hun ved, at hun har fået meget. Og alligevel mærker hun noget, der mangler. Og så skammer hun sig over at ville have mere – over at kritisere en mor, der har givet så meget.
Det er en dobbelt skam, som gør, at begge parter trækker sig. Moren trækker sig for ikke at blive såret igen. Datteren trækker sig for ikke at gøre skade. Og imens bliver afstanden større, uden at nogen har valgt den.
Det er vigtigt at skelne mellem skam og skyld her. Skyld handler om, hvad man har gjort, og den kan man gøre noget ved. Skam handler om, hvem man er, og den kan man ikke reparere ved at gøre noget – den skal tales ned, anerkendes og deles, før den slipper sit tag.
Der er ingen, der er skyldig, og ingen, der har fejl.
Der er to kvinder, som hver især bærer på en skam, der ikke er deres at bære alene.
Gættelegen: når moren ikke siger det direkte
En af de mest typiske dynamikker mellem mor og voksen datter er det, jeg kalder gættelegen.
Moren siger ikke direkte, hvad hun har brug for. Hun antyder. Hun spørger ind. Hun kommer med en historie om en bekendt, hvis datter aldrig ringer. Hun siger: “Nå, du har vist travlt for tiden.” Eller: “Jeg skal ikke være til besvær.”
Og datteren skal så gætte, hvad der ligger bag. Er det en bebrejdelse? Er det et ønske om at ses? Er det et spørgsmål om, hvorfor hun ikke har ringet i to uger?
Når hun gætter forkert – eller når hun bliver irriteret over at skulle gætte – bliver moren såret. Og datteren oplever, at hun ikke kan gøre noget rigtigt, fordi reglerne ikke er sagt højt.
Det er her, de to oplevelser af hinanden opstår:
Moren oplever, at datteren mangler empati. Hun spørger ikke ind. Hun ringer ikke. Hun virker ligeglad. Hun siger ting, der sårer, uden at opdage det.
Datteren oplever, at moren ikke er tydelig. Hun siger ikke, hvad hun vil have. Hun forventer, at man læser hendes sind. Hun bliver såret over noget, man ikke vidste, man gjorde. Og hun giver ikke plads til, at man kan sige, hvad man selv synes og føler.
Begge beskrivelser er rigtige. De beskriver den samme dynamik fra hver sin side af bordet.
Hvorfor moren ikke er tydelig
Det er let at tænke, at moren bare skulle sige tingene direkte. Men der er gode grunde til, at hun ikke gør det – og det er grunde, der er blevet formet gennem et helt liv.
For det første:
Hun er opdraget med, at det er egoistisk at sige, hvad man har brug for. At stille krav er at være besværlig. At sige “jeg vil gerne se dig” er at lægge pres på et andet menneske. Så hun pakker det ind – i håb om, at det bliver forstået alligevel.
For det andet:
Hun har lært at læse andres behov i stedet for at sige sine egne. Det var den kompetence, der blev belønnet: at være opmærksom, at være hjælpsom, at være den, der mærker stemningen. Det gør hende god til at tage hensyn – men det gør hende dårlig til at sige, hvad hun selv vil have.
For det tredje:
Hun er bange for konflikt. Hun har erfaring med, at det, der bliver sagt direkte, kan ødelægge noget. Så hun vælger det indirekte, fordi det føles sikrere. Men det indirekte er ikke sikrere. Det er bare sværere at svare på.
For det fjerde:
Hun har ikke ordene. Når man aldrig har øvet sig i at sige “jeg bliver ked af det, når du ikke ringer”, så er det ikke en sætning, man bare kan sige. Man skal finde den, og man skal overvinde noget for at sige den.
For det femte:
Hun er bange for at blive afvist. Hvis hun siger det direkte, kan hun få et nej. Hvis hun lader det være antydet, kan hun altid fortælle sig selv, at hun ikke rigtig bad om noget.
Det er ikke manipulation. Det er en overlevelsesstrategi, der blev dannet i en tid, hvor der ikke var plads til at have behov.
Beskyttelsesmekanismer: det, der beskytter moren, men koster datteren
Når man taler om, at moren ikke siger sine behov højt, er det let at høre det som en kritik af hendes karakter. Det er det ikke. Det er en beskrivelse af nogle beskyttelsesmekanismer – psykologiske strategier, der blev dannet engang for at beskytte hende mod noget, der var sværere at bære.
En beskyttelsesmekanisme er ikke en løgn og ikke en manipulation. Det er en måde at håndtere noget truende på, som man lærte, før man havde ord til at gøre det anderledes. Den opstår i en situation, hvor man ikke havde andre muligheder – og den bliver siddende, længe efter situationen er forandret.
Problemet er, at beskyttelsesmekanismer ikke kun beskytter den, der bruger dem. De flytter også en byrde over på den anden. Og i relationen mellem mor og voksen datter er det næsten altid datteren, der kommer til at bære den byrde – som skyld og som skam.
Det er den centrale pointe her:
Morens beskyttelse bliver datterens gæld.
Det sker ikke af ond vilje. Det sker, fordi mekanismen gør sit arbejde så godt, at ingen af parterne opdager, hvad den koster.
Offerrollen: når man ikke tør have behov
Den mest udbredte af disse mekanismer er det, jeg kalder offerrollen. Og det er vigtigt at forstå den præcist, fordi den ofte bliver misforstået som enten manipulation eller som svaghed. Den er hverken det ene eller det andet.
Offerrollen opstår, når et menneske har lært, at behov er farlige. At det at sige “jeg har brug for dig” er at lægge beslag på et andet menneske. At det at sige “jeg blev skuffet” er at være urimelig. At det at sige “jeg vil gerne se dig” er at presse nogen.
Når man har lært det, står man i et dilemma:
Man har behov, som ikke forsvinder af at blive fortiet. Men man har ikke en tilladelse til at sige dem. Så hvad gør man?
Man gør sig selv til den, der ikke kræver noget – og håber, at nogen opdager det alligevel.
Det kan se sådan ud:
“Jeg skal ikke være til besvær.”
“Nå, du har vist travlt for tiden.”
“Det er ikke noget. Jeg klarer mig.”
“Man skal jo ikke forvente noget.”
“Jeg har da ikke brug for noget særligt.”
“Jeg sidder bare her. Det er helt fint.”
Overfladisk set er det beskedne sætninger.
Men de gør noget ganske bestemt: De placerer moren i positionen som den, der giver afkald – og datteren i positionen som den, der får noget, hun ikke har gjort sig fortjent til.
Det er mekanismen.
Moren siger ikke, hvad hun har brug for. Hun fremstiller sig selv som den, der bærer byrden alene, den, der ikke bliver set, den, der altid må vige. Og det er ikke en løgn – det er præcis, som hun oplever det. Hun føler sig tilsidesat, fordi hun aldrig har fået lov at sige, hvad hun ville.
Men konsekvensen er, at datteren bliver sat i en umulig position.
For hvad svarer man til “jeg skal ikke være til besvær”? Man kan ikke svare “okay” – det ville være hjerteløst. Man kan heller ikke svare “du er ikke til besvær”, for det bliver afvist: “Jo, jeg ved godt, I har jeres eget.” Og man kan ikke sige “hvad vil du gerne have?”, for så kommer der ikke noget svar – for hun ved det ikke selv.
Så står datteren tilbage med en følelse af at have gjort noget forkert, uden at kunne pege på hvad. Og det er præcis, hvad offerrollen producerer: skyld uden en handling at knytte den til.
Hvorfor hun ikke kender sine behov
Det er fristende at tænke, at moren bare kunne sige, hvad hun vil have. Men det forudsætter, at hun ved det. Og det er langt fra sikkert, at hun gør.
Der er flere grunde til, at et menneske kan have svært ved at identificere sine egne behov.
Behov blev gjort til noget forkert.
Hvis man som barn fik at vide, at det var egoistisk at ville noget for sig selv, lærer man at undertrykke behovet, før det bliver bevidst. Man mærker ikke længere “jeg vil gerne have nærhed” – man mærker kun en diffus uro, som man ikke kan placere.
Man blev belønnet for at læse andres behov i stedet for sine egne.
Mange piger i den generation fik anerkendelse for at være hjælpsomme, opmærksomme og hensynsfulde. Det er en kompetence, der bliver belønnet – og den udvikles på bekostning af den anden: at mærke sig selv. Man bliver ekspert i at aflæse stemninger og amatør i at aflæse sig selv.
Man lærte at tolke kropssignaler som noget, man skulle ignorere.
Træthed, sult, uro, gråd – det var noget, man bed i sig. Når man har gjort det i årtier, mister man forbindelsen til de signaler, der ellers fortæller én, hvad man har brug for. Det kaldes nogle gange svækket interoception: evnen til at mærke sin egen krop indefra.
Man har aldrig fået øvet sig i at sætte ord på det indre.
Det er en færdighed, som skal læres. Hvis ingen nogensinde har spurgt “hvad føler du lige nu?” og ventet på svaret, har man ikke fået trænet den.
Derfor er “hvad har du brug for?” ikke et nemt spørgsmål for en mor i tres. Det kan føles som at blive bedt om at tale et sprog, hun aldrig har lært. Og når hun ikke kan svare, falder hun tilbage i den mekanisme, hun kender: at gøre sig selv til den, der ikke kræver noget.
Det er ikke ondskab. Det er en form for analfabetisme i eget indre – og den er ikke hendes skyld.
Gættelegen — nu set fra datterens side
Det er her, gættelegen bliver mere end en irriterende vane. Den bliver en struktur, som datteren lever indeni.
Moren siger ikke, hvad hun vil. Hun antyder. Hun sukker. Hun fortæller om en bekendt, hvis datter aldrig ringer. Hun bliver stille på en bestemt måde. Hun siger “nej, det er fint” med en stemme, der betyder det modsatte.
Datteren skal så gøre arbejdet:
aflæse, tolke, gætte, handle – og bagefter kontrollere, om hun gættede rigtigt.
Det er et arbejde, der aldrig holder op, fordi der aldrig kommer en facitliste. Moren bekræfter sjældent, at datteren gættede rigtigt. Hun siger ikke “ja, det var lige det, jeg havde brug for.” Hun siger højst “nå, ja” – og så ved datteren stadig ikke, om hun ramte.
Det er den mekanisme, der gør gættelegen så slidende. Den er ikke bare et spørgsmål om at gætte forkert en gang imellem. Det er, at man aldrig får at vide, om man gjorde det godt nok.
Og når man lever i den uvished i årevis, sker der noget med ens selvforståelse. Man begynder at antage, at man gør det forkert. Man bliver overopmærksom på morens stemning, fordi det er den eneste information, man har. Man ringer oftere, end man har lyst til, for at undgå den der stille bebrejdelse. Man tager ansvar for noget, man ikke kan tage ansvar for – nemlig et andet menneskes indre liv.
Det er den pris, gættelegen har:
Datteren lærer at tage ansvar for morens følelser i stedet for at have adgang til sine egne.
Og det fortsætter ind i hendes andre relationer. Man bliver den, der altid læser stemningen i rummet. Den, der kommer folk i forkøbet. Den, der undskylder, før nogen har sagt noget. Den, der ikke kan slappe af, før alle omkring en har det godt.
Det er ikke en personlighed. Det er en tillært kompetence – udviklet i en relation, hvor det var nødvendigt.
Skylden og skammen: prisen, der betales i den forkerte valuta
Nu bliver det allervigtigst at skelne, fordi det er her, mekanismen bliver usynlig.
Skyld handler om, hvad man har gjort.
Jeg ringede ikke. Jeg glemte fødselsdagen. Jeg svarede for skarpt. Skyld kan man gøre noget ved. Man kan ringe, man kan undskylde, man kan gøre det anderledes næste gang.
Skam handler om, hvem man er.
Jeg er en dårlig datter. Jeg er utaknemmelig. Jeg er et koldt menneske. Skam kan man ikke reparere ved at handle, fordi den ikke handler om en handling. Den handler om ens værd.
Offerrollen og gættelegen producerer begge dele – men det er skammen, der gør den største skade, fordi den ikke kan løses.
Datteren står nemlig i et dobbeltbind, som hun ikke kan vinde:
Hvis hun giver efter – ringer oftere, tager hjem selv om hun er udmattet, lader morens behov komme først – så bekræfter hun offerrollen. Hun bekræfter, at moren er den, der skal tages hensyn til, og at hendes egne behov er sekundære. Og hun mærker en stigende irritation, som hun så skammer sig over, fordi man ikke må være irriteret på sin mor.
Hvis hun sætter grænser – siger nej tak til middagen, siger at hun ikke kan tale nu, holder fast i sit eget – så bekræfter hun også offerrollen. For nu er hun den, der svigter. Moren bliver såret, måske græder hun, måske bliver hun stille på den der måde. Og datteren får bekræftet, at hendes grænser gør skade.
Begge veje ender samme sted:
med skyld og skam. Og det er ikke, fordi datteren gør noget galt. Det er, fordi mekanismen er indrettet sådan, at der ikke findes et svar, der ikke koster.
Det er værd at sige meget klart: Det er ikke manipulation. Men det virker som manipulation, fordi effekten er den samme. Datteren bliver styret af noget, hun ikke kan se, og som ingen har taget ansvar for at sige højt.

Sådan ser mekanismen ud i praksis
Det kan være svært at genkende en beskyttelsesmekanisme, når man står midt i den. Her er nogle af de mest almindelige, med det de beskytter, og det de koster.
| Det moren gør | Det beskytter hende mod | Det koster datteren |
| “Jeg skal ikke være til besvær” | At blive afvist, hvis hun beder om noget | Skyld over at have det godt |
| “Nå, du har vist travlt” | At sige “jeg savner dig” direkte | Følelsen af konstant at komme til kort |
| Tavshed og suk | At tage en konflikt | Uro, overopmærksomhed, gætteri |
| “Jeg har gjort alt for dig” | At mærke, at hun selv har behov | Skam over ikke at være taknemmelig nok |
| “Det er ikke noget” | At skulle forholde sig til det svære | At skulle mærke det i stedet, uden ord |
| “Sådan var tiden” | At skulle se sin egen del | At hendes oplevelse bliver afvist |
| At gøre sig selv til den svage | At blive konfronteret | At datteren bliver den stærke, der aldrig må svigte |
| At tage over og ordne ting | At føle sig overflødig | At blive gjort til et barn igen |
Det er ikke en anklage. Det er et kort over, hvordan omsorg kan blive til byrde, uden at nogen har villet det.
Hvorfor det er så svært at sige højt
Der er en grund til, at den her dynamik sjældent bliver talt om i familierne, og den er vigtig at forstå, hvis man skal kunne gøre noget ved den.
Hvis datteren siger “mor, du gør dig selv til et offer”, vil moren næsten altid høre “du er en dårlig mor, og du gør det med vilje.” Og så bryder det sammen – ikke fordi datteren tog fejl, men fordi sætningen rammer skammen direkte.
Hvis moren siger “du er aldrig der for mig”, vil datteren høre “du er utaknemmelig og kold.” Og så lukker hun ned.
Det betyder, at selve emnet er omgivet af skam på begge sider. Og skam gør, at man ikke kan tale om det, der ville løse det. Det er den onde cirkel: mekanismen skaber skam, skammen gør mekanismen usigelig, og den usigelige mekanisme bliver ved med at producere skam.
Det er her, terapi har sin berettigelse. Ikke fordi nogen skal have ret, men fordi der skal være et sted, hvor det kan siges højt uden at nogen mister ansigt.
Læring og udvikling: hvordan moren bliver tydelig og troværdig
Nu til det, der er selve forandringen. For det er ikke nok at forstå mekanismen. Der skal noget til at erstatte den – og det er her, begrebet troværdighed bliver afgørende.
Troværdighed i en relation handler ikke om at have ret eller om at være perfekt. Det handler om overensstemmelse – at det, man siger, og det, man gør, og det, man føler, peger i samme retning. Når de tre ting stemmer overens, bliver man et menneske, andre kan regne med. Når de ikke stemmer overens, bliver man et menneske, andre skal aflæse.
Og det er præcis her, offerrollen svigter. Ikke fordi den er uærlig, men fordi den gør moren uforudsigelig. Datteren kan ikke regne med, at et “det er fint” betyder fint. Hun kan ikke regne med, at et smil betyder, at der er noget at smile af. Hun skal hele tiden kalibrere, og det slider tilliden – ikke fordi moren lyver, men fordi moren ikke selv ved, hvad hun mener.
Troværdighed opstår, når moren begynder at sige det, der er sandt for hende, også når det er ubekvemt. Ikke alt. Ikke altid. Men nok til, at hendes signaler begynder at betyde noget.
Det er en færdighed, og færdigheder kan læres. Også når man er tres, fire, halvtreds. Det er ikke en personlighedsomlægning. Det er en række små, konkrete øvelser, som man kan begynde på i dag.
Øv dig i at mærke, før du øver dig i at sige
Det første skridt er ikke at tale. Det er at mærke. Man kan ikke sige, hvad man har brug for, hvis man ikke ved det – og man kan ikke vide det, hvis man aldrig har standset op.
Start med noget helt banalt. Tre gange om dagen, i halvtreds sekunder: stands op, mærk efter i kroppen, og spørg dig selv: hvad er der lige nu? Ikke hvad du burde føle. Ikke hvad der er rimeligt at føle. Bare hvad der er der.
Det kan være træthed. Det kan være en klump i maven. Det kan være irritation. Det kan være ingenting – og det er også et svar. Pointen er ikke at få et præcist resultat. Pointen er at genopbygge forbindelsen til de signaler, der hele tiden har været der, men som du har lært at overse.
Det er det, der nogle gange kaldes at genopbygge sin interoception – evnen til at mærke sig selv indefra. Det er forudsætningen for alt det andet.
Skeln mellem behov, ønske, forventning og krav
Det er her, mange går galt i byen, fordi de fire ting bliver blandet sammen – og fordi man tror, at hvis man siger et behov højt, så kræver man noget.
Et behov er noget, der er sandt om dig. Jeg har brug for at se min datter indimellem. Det er ikke et krav. Det er en beskrivelse af, hvordan du har det.
Et ønske er noget, du gerne vil have, og som du kan tåle at få nej til. Jeg ville rigtig gerne se dig i weekenden.
En anmodning er et ønske, der bliver sagt højt og tydeligt, så den anden kan svare. Kan vi finde en dag i næste uge? Jeg kan tirsdag eller torsdag.
En forventning er noget, du mener, du har ret til – og som du bliver skuffet over, hvis ikke bliver indfriet. Man ringer da til sin mor.
Et krav er en forventning, der bliver sagt som en betingelse. Hvis du ikke ringer, kan du ikke regne med mig.
Forskellen er afgørende, fordi det er forventningen og kravet, der skaber konflikt. Behovet, ønsket og anmodningen kan man svare på. Forventningen og kravet kan man kun indfri eller afvise – og afvisning føles som svigt.
Når moren siger “du ringer aldrig”, er det en forventning, der bliver sagt som en bebrejdelse. Datteren hører ikke “jeg savner dig”. Hun hører “du er en dårlig datter”.
Når moren i stedet siger “jeg savner dig, og jeg ville blive glad, hvis du ringede en gang om ugen – kan det passe ind hos dig?”, er det en anmodning. Den kan datteren svare på. Hun kan sige ja, nej eller “kan vi gøre det hver anden uge?”. Og uanset svaret er der ikke nogen, der har tabt ansigt.
Det er den samme længsel. Men den ene version gør datteren til en, der skal forsvare sig. Den anden gør hende til en, der kan svare.
Lær at tåle et nej
Det er her, det bliver svært – og det er her, den egentlige forandring sker.
Så længe et nej bliver mødt med såret tavshed, med et suk, med “nå, men så må jeg jo klare mig selv”, lærer datteren, at et nej er farligt. Og så holder hun op med at sige nej – ikke fordi hun vil, men fordi prisen er for høj.
Når et nej derimod bliver mødt med “okay, så finder vi en anden dag”, sker der to ting. Datteren lærer, at hun kan sige nej uden at miste sin mor. Og moren lærer, at hun kan overleve et nej uden at falde sammen.
Det er den øvelse, der gør mest for troværdigheden, fordi den viser, at relationen kan bære sandheden. En relation, hvor man ikke kan sige nej, er ikke en tryg relation – den er en relation, hvor man skal passe på hinanden hele tiden.
Det betyder ikke, at man skal lade som om, et nej er dejligt. Man må gerne sige: “Det var ærgerligt – jeg havde glædet mig. Men jeg forstår det godt.” Det er ærligt, og det er stadig et nej, der bliver taget imod.
Sig det direkte i små doser
Man skal ikke starte med de store ting. Man skal starte med det, der er konkret nok til, at det kan besvares.
I stedet for “du ringer aldrig” → “jeg ville blive glad, hvis du ringede søndag.”
I stedet for “jeg skal ikke være til besvær” → “jeg har faktisk brug for hjælp til det her – kan du?”
I stedet for “nå, du har vist travlt” → “jeg savner dig. Har du tid i næste uge?”
I stedet for “det er ikke noget” → “der er faktisk noget, og jeg ved ikke helt, hvordan jeg skal sige det. Kan jeg prøve?”
Den sidste er vigtig, fordi den giver plads til, at man ikke er perfekt til det endnu. Man må gerne sige, at man øver sig. Det gør det lettere for den anden at være tålmodig.
Undskyld for det, du kan se – ikke for det, du er
Det er en af de fineste forskelle i hele den her dynamik, og den er afgørende for, om man bliver troværdig eller bliver offer.
“Jeg tror, jeg blev stille i telefonen, og det gjorde dig måske usikker” er en reparation. Den handler om noget konkret, du kan se, du gjorde, og den lægger ikke byrden over på den anden.
“Undskyld, at jeg er en dårlig mor” er skam. Den ser ud som en undskyldning, men den er i virkeligheden en byrde – for nu skal datteren trøste dig for noget, hun ikke har anklaget dig for.
Forskellen er: Den første sætning gør relationen lettere. Den anden gør den tungere. Og det er den anden, offerrollen altid vælger, fordi den er kendt.
Skeln mellem at have det svært og at være et offer
Det er her, jeg oplever, at mange mødre bliver lettede, når de hører det, fordi de har troet, at alternativet til offerrollen var at holde op med at have det svært.
Det er det ikke.
Man må gerne sige: “Jeg har det svært lige nu.” Man må gerne sige: “Jeg er ensom.” Man må gerne sige: “Jeg savner dig så meget, at det gør ondt.”
Det, der gør forskellen, er, om sætningen bliver sagt som en invitation eller som en regning.
“Jeg har det svært, og jeg ville blive glad, hvis du havde lyst til at komme forbi” er en invitation. Den fortæller om dig og åbner en dør.
“Jeg har det svært, og det er fordi, du aldrig kommer” er en regning. Den fortæller om dig og sender samtidig en faktura.
Det er den samme smerte. Men den ene gør det muligt at komme tæt på. Den anden gør det nødvendigt at trække sig.
Bliv den, der kan siges imod
Det er måske den mest oversete del af at blive troværdig: at blive et menneske, som andre tør sige imod.
Hvis datteren ved, at enhver indvending bliver mødt med sårethed, holder hun op med at sige noget. Og så bliver relationen fredelig – men tom. Man taler om vejret, om børnebørnene, om maden. Man taler ikke om det, der betyder noget.
Troværdighed opstår, når man kan sige: “Jeg hører, at du er uenig. Fortæl mig, hvordan du ser det.” Og faktisk mene det.
Det betyder ikke, at man skal give efter. Det betyder, at man skal kunne være i uenigheden uden at gøre den til en krise. Og det er ofte det, der gør allermest for relationen – ikke at man bliver enige, men at man kan være uenige uden at miste hinanden.
Arbejd med det i sociale relationer, ikke kun i familien
Det her er ikke kun et familiefænomen. Det samme mønster viser sig i venskaber, i forholdet til søskende, i omgangen med børnebørn, i foreningslivet, på arbejdspladsen.
Man siger ikke, hvad man har brug for. Man håber, at nogen gætter. Man bliver skuffet, når de ikke gør. Og man bærer skuffelsen alene, fordi man ikke har sagt noget.
Det betyder, at øvelserne har dobbelt effekt. Hver gang man siger “jeg vil gerne med, men jeg kan ikke tirsdag – kan vi onsdag?” i stedet for at melde afbud med en undskyldning, træner man den samme muskel. Hver gang man siger “det sårede mig faktisk” i stedet for at trække sig, bliver man lidt mere tydelig.
Og det er her, man begynder at mærke forskellen i sin omverden. Folk begynder at forholde sig til én på en anden måde. Ikke fordi man er blevet en anden, men fordi man er blevet lettere at læse – og lettere at regne med.
Forvent ikke, at datteren reagerer med det samme
Det er en vigtig forventningsafstemning. Når man begynder at være tydelig efter tredive år med antydninger, reagerer omgivelserne ikke nødvendigvis med lettelse.
Datteren kan blive forvirret. Hun kan blive mistænksom: “Hvad er der nu?” Hun kan endda blive irriteret, fordi hun har brugt hele sit liv på at aflæse dig, og nu ændrer reglerne sig.
Det er normalt. Det er ikke et tegn på, at det ikke virker. Det er et tegn på, at relationen er ved at finde en ny form, og at det tager tid.
Det er også her, man skal passe på ikke at falde tilbage i offerrollen: “Nå, nu er det heller ikke godt nok.” For det er ikke et nej til dig. Det er en tilpasning.
Gør det for din egen skyld – ikke kun for hendes
Det sidste, og måske det vigtigste: Det her arbejde skal ikke gøres for at blive en bedre mor. Det skal gøres, fordi man har ret til at have et indre liv, der bliver talt om.
Mange kvinder i den generation har brugt hele livet på at være noget for andre. At begynde at sige “jeg har brug for” er ikke egoisme. Det er at tage sin egen plads for første gang – og det er aldrig for sent.
Der er noget næsten rørende over de samtaler, jeg har med kvinder, der begynder at sige deres behov højt i halvtredserne og tresserne. Det er ikke kun deres døtre, der får noget nyt. Det er dem selv. De får et jeg, som de aldrig rigtig har fået lov at have.
Og det er faktisk den mest troværdige position, man kan stå i: ikke som den, der bærer alt alene, men som den, der ved, hvem hun er, og som tør sige det.
Hvordan man bliver tydelig som forælder – uden at overrule
Nu til den anden side af tydeligheden: at være tydelig i sin kommunikation med sin voksne datter, uden at man samtidig overruler hende.
Det er her, grænsen mellem omsorg og kontrol bliver allermest følsom, fordi den flytter sig, i takt med at datteren bliver ældre.
Da datteren var barn, var det morens opgave at beskytte, rådgive og nogle gange bestemme. Da datteren blev voksen, ændrede opgaven sig – men det gør følelsen af ansvar ikke automatisk. Moren bliver ved med at mærke, at hun skal passe på. Og det er kærligt. Men det kan også blive en form for kontrol, som datteren oplever som manglende tillid.
Der er nogle spørgsmål, som kan hjælpe med at finde grænsen:
Er det mit liv eller hendes liv?
Hvis det handler om hendes valg af partner, job, bolig, børneopdragelse eller livsstil, er det hendes liv. Du kan have en holdning. Du kan dele den, hvis du bliver spurgt. Men du kan ikke bestemme.
Har hun bedt om mit råd?
Nogle gange vil hun gerne have det. Andre gange vil hun bare have, at nogen lytter. Spørg: “Vil du have mit råd, eller skal jeg bare lytte?” Det spørgsmål alene kan forandre en samtale.
Siger jeg det her, fordi jeg er bekymret, eller fordi jeg har svært ved at give slip?
Det er et svært spørgsmål, men det er ærligt. Meget af det, der ser ud som bekymring, er i virkeligheden morens egen uro over at miste sin rolle.
Hvordan ville jeg have det, hvis nogen sagde det her til mig?
Det er en simpel mentaliseringsøvelse, som kan bruges i øjeblikket.
Er det her noget, jeg har brug for at sige – eller noget, jeg har brug for at få sagt?
Forskellen er stor. Det første handler om hende. Det andet handler om dig.
At tale i jeg-form – og hvorfor det er sværere, end det lyder
At tale i jeg-form er et af de mest grundlæggende redskaber, og det er også et af de sværeste at bruge i praksis, fordi det kræver, at man ved, hvad man selv føler.
Forskellen er denne:
“Du gør mig ked af det” – her placerer man årsagen hos den anden. Det er en anklage, uanset hvor blidt det bliver sagt.
“Jeg bliver ked af det, når vi ikke taler sammen i en uge” – her beskriver man sin egen oplevelse. Det er stadig en information, den anden skal forholde sig til, men det er ikke en dom.
Det er ikke et trick, der får konflikten til at forsvinde. Det er en måde at gøre samtalen mulig at være i.
For moren kræver det noget ekstra, fordi hun måske aldrig har lært at identificere, hvad hun føler. Mange kvinder i den generation kan sagtens mærke, at noget er svært – men de kan ikke sætte navn på det. Er det savn? Er det skuffelse? Er det vrede? Er det angst for at blive forladt?
Det kan man øve sig i. Og det er faktisk en af de ting, terapi kan hjælpe med: at finde ordene, før man siger dem til sin datter.
Den voksne datter: hvad hun kan gøre
Det er ikke kun moren, der skal arbejde med det her. Datteren har også en rolle – ikke som den, der skal bære ansvaret for morens følelser, men som den, der kan vælge, hvordan hun møder moren.
Oversæt i stedet for at dømme.
Når moren siger “du ringer aldrig”, kan datteren øve sig i at høre “jeg savner dig, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal sige det”. Det gør ikke sætningen mindre irriterende – men det gør den lettere at svare på.
Spørg direkte i stedet for at gætte.
“Mor, når du siger sådan, bliver jeg i tvivl om, hvad du egentlig mener. Kan du sige det direkte til mig?” Det er ikke en kritik. Det er en invitation.
Sig sine egne behov uden at gøre dem til en dom over moren.
“Jeg har brug for, at vi taler sammen på en måde, hvor jeg ikke føler mig forkert” er noget andet end “du får mig altid til at føle mig forkert”.
Anerkend det, moren faktisk har gjort.
Det er ikke at give efter eller at opgive sin egen oplevelse. Det er at anerkende, at der er noget, der har været godt – og at det er muligt at holde begge dele på én gang.
Sæt grænser uden at lukke døren. “Jeg kan ikke tale om det her i aften, men jeg vil gerne tale om det i morgen.” Grænser behøver ikke være en afvisning. De kan være en måde at beskytte relationen på, så den ikke bliver slidt op.
Sørg over den mor, du ikke fik. Det er en legitim sorg, og den skal ikke nødvendigvis deles med moren. Nogle gange er det netop i terapi, man kan sørge over det, man manglede, uden at det bliver en konflikt med den mor, man har.
Læg mærke til, hvornår du undskylder for at undgå konflikt.
Hvis du siger undskyld, før nogen har sagt noget, er det ikke ansvar – det er en beskyttelse. Og den bekræfter mekanismen.
Tillad dig at være vred.
Vrede er ofte det, der bliver til skam, når det ikke må være der. Det er ikke illoyalt at være vred på sin mor. Det er et signal om, at noget ikke er rimeligt.
Det fælles tredje
Det, der ofte mangler, når mor og datter sidder fast, er et fælles tredje: noget uden for de to, som begge kan forholde sig til.
Det kan være en terapeut. Og det er ikke, fordi en af jer har fejl. Det er, fordi det er svært at se sin egen del af et mønster indefra, og fordi det er svært at holde to perspektiver i rummet på samme tid, når man er følelsesmæssigt involveret.
En terapeut kan hjælpe med at oversætte mellem de to sprog. Hun kan sige til datteren: “Det, du hører som kontrol, er måske mere præcist beskrevet som uro.” Og hun kan sige til moren: “Det, du oplever som manglende empati, er måske mere præcist en datter, der har lært at beskytte sig selv.”
Det er mentalisering i praksis – ikke som et begreb, man kaster på hinanden, men som en fælles øvelse i at forstå, hvad der sker indeni.

Reparation
Til sidst: Det handler ikke om at få et perfekt forhold. Det handler om at kunne reparere.
Der vil komme situationer, hvor det går galt. Hvor moren siger noget, der sårer. Hvor datteren trækker sig. Hvor ingen af jer gør det, I gerne ville have gjort.
Det afgørende er, hvad der sker bagefter.
En reparation kan være så enkel som: “Jeg tror, jeg sagde det på en måde, der gjorde ondt. Det var ikke min mening.” Eller: “Jeg blev vred, og det var ikke fair over for dig.” Eller bare: “Kan vi starte forfra?”
Det vigtigste er, at den kommer – og at den bliver taget imod. For hvis reparationsforsøgene bliver afvist gang på gang, holder man op med at gøre dem. Og så er der ikke længere noget, der bremser afstanden.
Der er ingen, der er skyldig, og ingen, der har fejl. Der er en mor og en datter, som er vokset op i to forskellige tider, med to forskellige sprog, og som begge gerne vil hinanden. Det er udgangspunktet. Og det er faktisk et godt udgangspunkt – for det betyder, at det, der skal forandres, ikke er jer som mennesker, men den måde I taler sammen på.
Ofte stillede spørgsmål om mor og voksen datter
Hvorfor forstår min mor mig ikke?
Ofte fordi hun er vokset op i en kultur, hvor man ikke talte om følelser og indre tilstande. Det er ikke mangel på kærlighed, men mangel på et sprog. Det kan læres – også sent.
Er det min skyld, at forholdet til min mor er svært?
Nej. Der er ingen, der er skyldig, og ingen, der har fejl. Der er et mønster, som er opstået mellem to generationer med forskellige sprog, og som kan forandres, når begge parter får øje på det.
Hvordan sætter jeg grænser til min mor uden at såre hende?
Vær tydelig og konkret, tal i jeg-form, og undgå at gøre grænsen til en dom. “Jeg kan ikke tale om det nu, men jeg vil gerne i morgen” er lettere at høre end “du presser mig altid”.
Kan man få en bedre relation til sin mor som voksen?
Ja. Det kræver, at begge parter er villige til at se på mønstret, og at man ikke forventer, at den anden bliver en helt anden. Forandring sker ofte i det små – i måden man taler sammen på, ikke i personligheden.
Hvad er mentalisering i familien?
Mentalisering er evnen til at forstå sin egen og andres adfærd ud fra indre tilstande. I familien betyder det at spørge “hvad sker der mon indeni dig?” frem for at konkludere ud fra adfærd.
Hvorfor får jeg dårlig samvittighed over for min mor?
Fordi der i mange mor-datter-relationer ligger en usagt forventning om, at datteren skal kompensere for morens tilbageholdte behov. Når moren ikke siger, hvad hun har brug for, bliver det datterens opgave at gætte – og når hun gætter forkert, føles det som svigt. Dårlig samvittighed er ofte ikke et tegn på, at du har gjort noget galt, men på at du har fået ansvar for noget, du ikke kan bære.
Hvad er offerrollen i en familie?
Offerrollen er en beskyttelsesmekanisme, hvor man undlader at sige sine behov og i stedet fremstiller sig som den, der giver afkald. Den opstår ofte hos mennesker, der har lært, at behov er egoistiske. Den er ikke manipulation, men effekten kan blive, at den anden føler skyld og skam uden at kunne pege på hvorfor.
Kan man som mor i 60’erne lære at blive tydelig?
Ja. Det er en færdighed, ikke en personlighed. Man kan begynde med at mærke efter i kroppen, sætte ord på behov og øve sig i at sige dem i små, konkrete doser – og i at tåle et nej uden at gøre det til en dom.
Udforsk Fascinerende Emner i Mine Blogs, herunder..
Dyk ned i en verden af indsigt og selvudvikling gennem mine blogs, hvor jeg deler dybdegående information om en række spændende emner. Ét af de centrale fokusområder er psykoterapi, hvor jeg udforsker og deler viden om veje til øget mental velvære.
Dybdegående artikler om psykoterapeutiske metoder
Inspiration til selvudvikling og personlig vækst
Praktiske redskaber til at håndtere udfordringer i hverdagen
Tag dig tid til at læse og reflektere, og lad dig inspirere til at skabe positiv forandring i dit liv
Der er mange spændende emner på selve hjemmesiden.. blogs som….
– familieterapi skaber livskvalitet
www.psykologipsykiatri.dk
Læs også om spændende temaer og problematikker på hjemmesiden.
Book en tid hos Vivi Hinrichs – Psykologi og Psykiatri
Hvis du er mor til en voksen datter – eller datter til en mor, du har svært ved at nå – er du velkommen til at kontakte mig, Vivi Hinrichs – Psykologi og Psykiatri.
Jeg arbejder med relationer mellem voksne i familien, hvor netop de her dynamikker spiller ind: den kulturelle kløft mellem generationer, den utydelige kommunikation, gættelegen, beskyttelsesmekanismerne, grænserne og den dobbelte skam.
Du kan begynde med en gratis telefonisk forsamtale på cirka 10 minutter, hvor du kort kan fortælle, hvad der fylder, og høre, om et forløb kunne være relevant for dig. Du behøver ikke have styr på, hvad der er galt – det er helt i orden at begynde med: “Jeg forstår ikke min mor, og jeg ved ikke, hvordan jeg skal tale med hende.” Eller: “Jeg tror, jeg har gjort mig selv til et offer uden at ville det, og jeg vil gerne lære at sige, hvad jeg har brug for.”
Samtaler kan foregå online eller ved fysisk fremmøde i Aarhus eller på Sjælland. Ved online terapi sender jeg dig et link, som du blot klikker på, så mødes vi digitalt – uanset hvor du bor.
Book en gratis forsamtale hos Vivi Hinrichs, eller læs mere om terapi online og ved fysisk fremmøde i Aarhus og på Sjælland på psykologipsykiatri.dk.
Søg i blogindlægget
Sociale medier
Kontakt mig
Se andre indlæg











